Hej Turklubbere!
Sidst jeg sad her og skrev til Jer, var det iført lodne
bælgvanter, sydvest og dobbelt halm i træskoene – og Henrik
var stærkt i tvivl
om hvorvidt det blev muligt at gennemføre Sveriges turen,
som var planlagt til søndag d. 13. april.
For tonsvis af sne væltede ud af himlen, og tonsvis af salt
væltede vejvæsenet ud over gader og veje... til Henriks og
min store harme og fortørnelse.
Men i allersidste øjeblik steg temperaturen, skyerne
spredtes – og da dagen oprandt, ja så stimlede de superseje
Turklubbere sammen ved Mosehuset – med glade og
forventningsfulde røde kinder (der ikke blev mindre røde,
som dagen skred frem) og godt med extra trøjer i
saddeltaskerne.
Som Jørgen (Hjul-zpin) ganske rigtigt bemærkede, så er det
altså
kun i tilfælde af regn at søndagsturene er aflyst!!...
og de fremmødte vedtog på stedet, at det er både
fruentimmeragtigt og røvdårlig stil, at udeblive fra
søndagstur bare på grund af lidt sne og frost.
14 motorcykler og 18 mand var vi af sted, og vi fik os en
rigtig herlig dag i Skåne. Her havde vinteren også først
havde sluppet taget i landskabet få dage forinden, og i
vejgrøfterne og skovene lå sneen stadig i driver, men vejene
var tørre og fine, temperaturen omkring 3,4 grader og solen
strålede. Henrik førte os gennem et spændende skovområde op
til ”Hallands åsen”, som er en slags svensk mini Grand
Canyon – meget storslået - hvor vi gjorde holdt og fik os
lidt til ganen. Derefter snørklede vi os videre gennem den
skånske idyl, ned til ”Hankville Farm”, der jo som bekendt
er hjemsted for YCCS, vores svenske søsterorganisation, og
som tillige i år danner rammen om det første internationale
træf på svensk grund. Et rigtig dejligt sted! Masser af
plads, flotte faciliteter – og der er ikke fedtet med den
”svenskrøde” ! Se selv Jørgen og Henriks fine fotos fra
stedet.
Og så tog vi den ellers hjem over broen, møre i knolden af
al den friske luft, og godt og vel 300 tilbagelagte km.
Nu er der så også kommet godt gang i tirsdagsmøderne på
Skovlyst. Vi er mødtes to gange – 13, 14 motorcykler pr gang
– og har hyggesludret lidt, hvorefter vi har kørt et par
pragtfulde solnedgangs ture, stornydende det gryende forår i
fulde drag. I kan roligt møde op, vi har det skide
hyggeligt! Husk bare, at hvis I skal spise derude så er det
med at være hurtig! Køkkenet lukker kl. 18:30 Sharp! Og
deres ur går 10 minutter for hurtigt!
Der har hersket tvivl blandt en del medlemmer om hvorvidt
torsdags møderne på Langelinie er indstillet, nu her mens
stedet renoveres. Hertil kan jeg sige at vi mødes (på den
ganske vist noget amputerede ”Linie”) om torsdagen ganske
som vanligt. Selvom den yderste spids er sprunget i luften,
er der stadig plads til lidt MC’er, og mulighed for at lune
snudeskaftet på en kop mocca – Så kig forbi på torsdag og
lad os få en sludder.
Næste gang I hører fra mig, har jeg gennemført (håber jeg
da) kørekursus i Sorø sammen med nogen stykker af Jer, og
har formentlig tilegnet mig nye færdigheder på to hjul.
–
Bare det nu går! – og ingen af os brækker noget –
I tillid hertil... Tommel højt til vejrs til Jer alle sammen
Mette
|