Hej alle
Turklubbere....
|
|
Nogen af Jer har givet vis
spurgt Jer selv på det seneste: hvor pokker bli’r hun mon
af, hende der plejer at komme og fortælle – og det kan jeg
ikke fortænke Jer i.
Men der har
næppe været en ledig stund mellem alle køreturene henover
sensommeren, ja dårligt nok været en regnvejrsdag, hvor man
kunne krybe i ly og få nørklet lidt nyt til Jer.
Nårrr jo... regnet har det da
for resten.
- Men der var vi ligesom ude i
det.
Her tænker jeg
både på Albertslund festen, der i år ikke rigtig havde
vejrgudernes velsignelse. På Mosten Race Day – godt med
"most" men meget lidt race, på grund af regnen der
også her stod ned i stænger. Og på Bornholmer turen, som
også var pænt våd i perioder.
Ja, ja vi er
skam ikke blevet sparet for noget.
Nu kan vi jo
dét der med byfester. Og den gode gamle Albertslund festuge
er en rigtig Turklub klassiker, et af vores aller ældste
arrangementer. Her samler vi venner fra nær og fjern og
kører først en frisk lille tur sammen inden vi vender
snuderne mod Albertslund. Det krævede en del overtalelse at
få Køge rødderne hevet ud af slåbrokken og hjemmesutterne,
for tykke regnsorte skyer drønende hen over himlen, og disse
folk er ikke meget for at blive våde.
Men det blev de
denne lørdag, skal jeg love for.
Os Turklubbere
kunne sagtens, for vi skulle lige fra byfest og til
fødselsdagsfest. Hos Ellis og Henning i Doktorhaven. Som de
fleste af Jer vil vide opnåede disse brave to, her i løbet
af sommeren, at blive ophøjet til oldeforældre ! ! Og så
fyldte Henning tres. I den anledning blev der ellers disket
op, så vi glemte alt om vådt læder og dryppende frisurer.
Tusinde tak, Henning og Ellis, for en fed dag.
Vi havde lige
et par dage til at få tørret læderjakkerne... så var der
afgang til Allingåbro, og til Mosten Race Day. Dette
fantastiske arrangement, som jeg selv har været en varm
fortaler for i det forgangne år.
Indtil sidste
år (hvor jeg fik kuppet mig med, helt vild som jeg var med
min nybagte status som selvkørende) – var dette den
ultimative mandetur –
I år blev det
så tillige turen, hvor det afsløredes hvem af os der går
rundt med vaskeægte bikere i maven.
Vi fik adskilt
"mænd" fra "mus" og det viste sig at
indtil flere af "musene" var af hankøn. Mens
halvdelen af os rejste vores telte i den piskende regn,
riggede vores gennemblødte soveposer til, og skiftede til en
friskvredet T-shirt, drog den anden halvdel til et
nærliggende hotel, og sluttede sig først til os andre
lørdag formiddag.
- Her skulle jo
efter planerne, DM i drag race afvikles. Men altså – regnen
blev ved og ved – og ud på eftermiddagen stod det klart at
afgørelsen på løbene måtte findes ved lodtrækning. Og det
er der sandt at sige ikke meget topfuel over. Noget af en
fuser. Vi håber på bedre held til næste år!
Som I måske
har hørt, er vi vokset fra vores gode gamle hjemmeside.
Hvilket bla. betyder at Thomsen ikke rigtig har kunnet vise
Jer billeder fra turene her i sommer. Jeg håber at vi meget
snart kan få løst det problem, selvom situationen
tilsyneladende lige pt. er gået i hårknude.
Derfor må I
nøjes med ord fra mig også denne her gang.
Til gengæld
lover jeg at jeg meget snart vender tilbage med den
sandfærdige beretning om Turklubbens Bornholmertur og om
"kikset" i Kivik.
Hold Jer varme, tørre og
muntre indtil da – tommel op - Mette
|