13 dage i sadlen

Det tager det at komme fra Stenløse over Norge til Nordkap og ned gennem Finland, sejle til Stockholm og hjem til Stenløse igen.

  Ikke på en traditionel hest men på en MC. 
 

Efter lang tids planlægning kom Christian på Suzuki VL 1500 og Geert Hvid Bertelsen på Yamaha Dragstar 1100  afsted mandag den 18. juni 2007.  Ikke fordi det var svært at lægge ruten.  Gennem Norge er der kun en vej - E6 at vælge.  Dog kan man vælge nogle mindre afvigelser på vejen gennem Norge – f.eks RV17 og over Lofoten – men den direkte vej er nem at finde.

 Diskussionen gik mere på, hvad er det for veje efter polarcirklen, hvor meget trafik er der og hvor hvordan med at tanke benzin, hvor mange kilometer kunne vi holde til at køre om dagen, og hvor skulle vi spise og overnatte.

Afgangen gik planmæssig, og det går hurtigt op gennem Sverige af E6.  Egentligt havde vi planlagt at campere lige før Oslo ved en campingplads langs Oslo fjorden.  Det var en fejl, da åbenbart det halve af Norge også havde planlagt det – så vi måtte fortsætte gennem Oslo til vi fandt en plads ved Mogreina.  Det kompenserede nordmændene så for ved, at vi som MC’er ikke skulle betale bompenge omkring Oslo. Så med en startdag på 610 km var vi godt i gang.   

Næste dag gik det langs Gudbrandsdalen, forbi Rondane og over Dovrefjell.  Her bidrog nordmændene igen til køreglæden, da der over de store fjeld og også de fleste strækninger efter polarcirklen var 90 km hastighedsbegrænsning.  Det flytter trods alt noget, plus at der næsten ingen trafik var efter Trondheim.

 Vores indtryk af nordmændene i trafikken er, at de kører meget defensivt.  På hele turen igennem Norge  blev vi kun overhalet én gang over Kvænangfjellet og så fuldt til dørs af en autocamper der skulle nå færgen ved Bognes.

 I Trondheim er der selvfølgelig Nidarosdomen at se, og Geert måtte købe en ny hjelm, da visiret blæste af den gamle og ikke umiddelbart kunne repareres.

 Ellers går det stabilt derudad op til Polarcirkelcenteret som er et besøg værd.  For øvrigt er det rart med en pause over Saltfjellet, da der blæser en stiv og kold sidevind.  Det gik for øvrigt igen over alle de øvrige fjeldpassager og langs Porsangerfjorden.  Det får en til at tænke sig bedre om næste gang der skal pakkes MC.  Vinden rykker godt i en stor oppakning.

 Nu behøver de ikke lukke Storebæltbroen i storm for vores skyld – det kan vi sagtens håndtere.

 Narvik røg vi igennem før det gik op for os at det vist var en by – men hvad, det flytter jo kilometer.

 Nu begyndte fårene (ikke nordmændende) at blive en udfordring, da de tror de skal græsse på vejene – men dem slap vi heldigvis fint forbi.  Det giver for øvrigt et helt andet billede af road kills når man på vejen ser en blodplet på ca 2 kvm.  Det strammer opmærksomheden lidt op.  Heldigvis mødte vi ingen elsdyr, da de skal være usædvanlig dumme at møde.  Rensdyrene, der begyndte at dukke op, var for det meste kun et problem, når de var på begge sider af vejen, og de ville over til hinanden, når vi kom kørende.  Det gav lidt udfordringer om, hvem der egentligt havde forkørselsret.

De mc’er vi kører på larmer rimeligt meget, så det gav dyrene (og nordmændene) en forvarsel om at komme væk, så seriøst kørende kunne komme til.  Det tog de for øvrigt meget pænt – altså nordmændene.

 Jo længere nordpå vi kom, jo ringere blev vejene.  Vi var glade for, at det var blå himmel hver dag og ikke regn.  Så ville svingene og de dybe sporriller i vejene kunnet have udviklet sig til noget grimt.

 Næste vigtige stop inde Nordkap var Alta med specielt helleristningerne at se på, og så lige fejre Midsommer Aften med solen ind i telten hele natten.  Det var ikke helt smart.

 Efter 7 dages kørsel kom vi endeligt til Nordkap efter 2.800 km.   Det sidste stykke gennem et par 6.5 km tunneler.  Den ene specielt grim, da der næsten ingen lys var i den, rå klippe direkte til vejbanen, sving undervejs og så dryppede der meget vand fra loftet der gjorde vejbanen glat og lavede tågedis inde i den.  Nå – op bag en campingvogn, så kunne han lede vejen gennem tunnelen.

 Nogle der ellers fik vores respekt på turen var cyklister, der med fuld oppakning kørte op og ned af fjellene i den blæst og så igennem nogle af tunnelerne.  Det var sejt.

 Nordkapcenteret er et meget specielt byggeri, især den underjordiske del.  Der kan man godt få adskillige timer til at gå.  Også fordi det meste af tiden udenfor er udsigten dækket af havgus selv om man kører indtil 200 meter før centeret i fuldt solskin.

 Konklusionen for vejen op gennem Norge, med 400 km i gennemsnit om dagen er, at det godt kan lade sig gøre uden at blive helt svingkulleret.  Det skyldes nok også at trafikken var ret minimal på denne årstid.  Vi var også glade for at have valgt at køre med solen i ryggen og lyset på fjeldene foran os, da der nu var solskin hver dag.  Det eneste vi skulle holde specielt øje med var benzinen ved  fjeldovergangene, hvor der godt kunne være op til 100 km til næste benzinstation.

 Hjemturen var planlagt til ned gennem Finland til Helsinki , derefter til Åbo og sejle til Stockholm og så lige det sidste stykke motorvej hjem.

 Afgang fra Nordkap var i tæt skyet vejr, så vi var glade for, vi havde set og filmet dagen før – udsigten var væk, og da vi krydsede grænsen til Finland ved Karigasniemi stod den på regnvejr, der fortsætte hver eneste dag, til vi var hjemme.  Regnvejr og med en temperatur på under 10 grader, så bliver man altså kold.  Det kostede pauser med varm pizza og kakao og da vi endeligt kom til Inari, så var der dømt hytteovernatning.  Lige før Inari ligger Sami Museet Siida, der egentligt var lidt skuffende – især set i forhold til museet Artikum i Rovaniemi.

 De finske veje, selv så langt nordpå, er fantastisk gode, og så er der 100 km hastighedsbegrænsning på de åbne stykker mellem byerne.  Når man så også slipper for de skarpe kurver og ingen biler, så kommer man altså fremad.  Landskabet i Finland er på sin vis også lidt skuffende, hvis man kun ser det der er fra landevejen.  Der er nemlig kun træer.  På GPS’en, kunne vi se, at vi kørte forbi den ene sø efter den anden – men man måtte af vejen for at se dem.  

Rensdyr var der mange af, men de havde for det meste lært at blive i grøfterne og græsse.  Næste dag skulle vi lige se udsigten fra Kaunisspaa før Saariselka, så til Napapirii det finske polarcirklen center.  Her var det tydeligt at finnerne gerådede i den vildfarelse af julemanden bor i Finland – men det lod vi nu ligge. Så gik det gennem Rovaniemi, der er en stor by og videre til Den Botniske Bugt.

Dagen efter ned gennem det rigtige sølandskab, som vi ikke kunne se, til Vitasaari.  Campingpladserne ligger flot ved søerne, så der får man om ikke andet set det vand der er at se, og så få hilst på myggene.  I Norge var vi for det meste så højt oppe og det blæste så meget at myggene ikke var noget problem – men i Finland!.  De blev helt euforiske, når der kom sådan et par godbidder fra DK. 

Sidste længere etape var til Helsinki hvor vi havde bestemt os for et centralt beliggende hotelværelse, så vi ret koncentreret kunne se de ting man nu engang skal se i Helsinki.  Dagen efter god tid til Åbo hvor vi hjemmefra havde bestilt færge og kahyt med Silja til Stockholm. 

Den eneste udfordring vi egentligt havde i Finland (ud over myggene) var de ubemandede benzinstationer, som der er mange af.  Selv om de reklamerer med alle kreditkort er der ingen der virker, så det er en god ide at have en portion euro sedler med. 

 Det blev til et gennemsnit på 370 rimeligt letkørte km om dagen i Finland.

 Lørdag morgen blev vi lukket ud af færgen kl. 7.00 i Stockholm, og på det tidspunkt går det hurtigt ud af byen af E4 direkte mod Helsingborg.

 Ganske uvidende om hvad vi gjorde, holdt vi en pause for at komme lidt i læ for regnen ved en benzinstation og vejkro der hed Mantorp.  Det var helt utroligt, at alle Sveriges Brian’er var samlet der og skulle demonstrere deres bilers hestekræfter på parkeringspladsen i silende regn.   

 Så gik det op for os at motorbanen Mantorp Park lå lige ovre bag træerne og alle med lidt benzin i blodet skulle til gadebilsræs i den weekend.

Vi var glade for, at vi skulle videre inden de blev lukket ud på vejene igen. 

Lørdag kl. 16.00 var vi igen i Stenløse, og kunne se tilbage på 13 dage, 5.200 km og nogle helt specielle oplevelser.  Alt gennemført efter planen og uden andre mekaniske uheld end en baglyspære, der skulle skiftes.  At det tog 2 hele dage bagefter, for at finde kromen på maskinerne igen, er så en helt anden historie.

 Christian og Geert.