Først en advarsel! 
Enkelte af Jer vil muligvis
undervejs i denne beretning føle Jer rystet i Jeres barnetro. Der vil nemlig blive rejst spørgsmål om hvor meget lykke man skal lægge i at stå i skudlinien, når en gedigen havmåge lemmer en klat.

Forstadierne til en ide begyndte langsomt at tegne sig i hovedet på ham, og tit og ofte når vi mødtes underholdt han os med blomstrende beskrivelser fra sit andet hjemland: Polen...

Enestående smukt skulle der være! og med muligheder for at køre nogle fantastiske bjergture!  og vi kunne da sagtens overnatte i hans pensionat! (selv Frank kunne indse, at det ikke var et projekt til en søndagstur vi var ude i)

Hele affæren startede sidste forår, med at Frank besluttede sig for at blive Turklubber, og hurtigt opdagede han, at vi alle sammen er helt pjattede med at køre ture.

..Tilbage i firserne drev Frank, sammen med sin Wanda en lille hotelpension, nede i bjergene i den sydlige del af landet. Stedet har de stadig, og efterhånden udviklede han en drøm om at arrangere en Turklub tur ned til området!      
Vi andre lyttede høfligt, og tænkte i vores stille sind, at det var nok lige en tand for vildt for de fleste af os. - Come on – altså, Polen! – ikk…Ingen af os havde kalkuleret med Franks legendariske charme og overtalelsesevne, - og lidt efter lidt blev vi andre smittet med hans glødende begejstring.

Enden på det hele (eller begyndelsen, om I vil). blev at 22 Turklubbere fordelt på 14 motorcykler, samt Franks voksne knægt, Robert og Jørgen og Mariannes rollinger på tre og seks år (de to sidste dannede bagtrop sammen med deres mor i firehjulstrukket Toyota, der senere skulle vise sig at komme til stor nytte!) – 
Ja vi holdt alle sammen lørdag morgen d. 12. juli, dirrende af forventning, ved tolden i Swjnoujscie. Og så var det at en gigantisk havmåge i den grad skrupsked og ramte vores turleder direkte, bulls eye, lige oven i skallen.
 

Overstadige og spændte begav vi os ud i eventyret.

Den første udfordring, der mødte os var det polske vejnet!

Det var vi til en vis grad forberedt på. Hvem har ikke hørt om de gode gamle, nedslidte betonveje fra anden verdenskrig? I sandhed en manddomsprøve for de indre organer at forcere. Retfærdigvis skal det siges at polakkerne arbejder på højtryk på at renovere og asfaltere de gamle betonklodser.
Hvilket selvfølgelig bevirker at landet er ramt at talrige vejarbejder.
Til gengæld er mange af de nye veje fremragende at køre på.


Landskabet vi kørte gennem overraskede os ved at være smukt, storslået og frodigt.
Sig Østeuropa, og folk ser for deres indre blik -kulosende skorstene, skovdød og tyk svovlgul smog, så langt øjet rækker, -
 -    og hærskarer af usselt klædte personer, med gusten hud og håbløse øjne, som står i kø foran tomme forretninger. 
 Som sagt er virkeligheden heldigvis anderledes munter med ualmindelig smukke og frodige naturscenerier, og skovene er ikke det mindste døde, kan jeg forsikre Jer om, men derimod kolossale, vidtstrakte og storslåede. . .

Og folk med hang til nostalgi, der kan huske de romantiske markveje herhjemme fra Morten Korchs tid: to hjulspor med en stribe græstørv i midten, vil få blanke øjne over de polske landeveje. Mange steder har man bevaret selve ideen med hjulsporende og midterrabatten, men i fremskridtets navn, asfalteret hele balladen og bagefter sendt tonstunge lastvognstog ud for at klemme hjulsporene  i facon igen.

 
.Og langs vejene, der førte os gennem disse enorme øde strækninger – ja her mødte vi den lokale befolkning.
Børn der solgte bær og svampe de havde fundet i skovene. Mænd og koner som kunne tilbyde hjemmesyltede sager og saft -   -  råvarerne ligeledes samlet i naturens spisekammer .  .
og til vores forbløffelse et større antal yngre kvinder, som tydeligvis havde sat deres imødekommenhed i system, så at sige. (Vi døbte dem blåbærpigerne). Ingen af dem virkede det mindste udslukte, men vinkede muntert til os, med røde kinder af den slags, der vidner om mange timers ophold i frisk luft.  

Hjemmefra vidste vi dog at man, yderst beklageligt, var kommet til at arrangere et lokalt bryllup lige oven i vores besøg, og derfor ikke havde plads til os alligevel. Bad luck! 

Hotelfatter havde pr. telefon modtaget en femstjernet polsk skideballe fra Wanda, hvorpå han havde insisteret på personligt at eskortere os til et alternativt hotel, når vi ankom...

Bemeldte konference”sal” viste sig uegnet til vores form for konference...
så efter en glimrende middag, gik folk i baren  - 
. og næste morgen drog vi videre med turens første (så sandelig ikke sidste!) ”Vodkaklovn”

-Planmæssigt ankom vi ud på aftenen til byen Lubin og det super luksushotel, som Frank havde booket til vores første overnatning  - allerede et halvt år forinden!

Hen til et rart sted 8 km. derfra, hvor de meget gæstfrit - og på trods af deres eget igangværende bryllup! –   fik det arrangeret, så der også var plads til os  -

- når bare vi ville tage til takke med at indtage dinéren i hotellets konferencesal? -
 -  Og det bedste af alt!  
(foruden karbad på værelserne) så havde de en aflåst gård til vores motorcykler.
 

Frank havde ikke overdrevet det mindste, og hans polske paradis, hvortil vi trætte, beskidte men dog helskindede nåede frem næste aften, var virkelig pragtfuldt.
 Lykkeligt kastede vi os alle 25 over Frank og Wandas skønne store badeværelser -
- enkelte vaskede også motorcykler  -            imens vi i høje toner priste vandets ypperlige kvalitet, blødhed og klarhed.
Hjemmefra havde Frank talt varmt om sin egen, uudtømmelige, aldrig svigtende brønd med det mest udsøgte kildevand. Og vi kunne kun give manden ret! Sikke dog noget vidunderligt vand!

Nu kan man selvfølgelig diskutere, hvor herligt vores første mål var – og igen,
 nej! – det kan man lige præcis ikke diskutere!
 Turen gik nemlig til udryddelses- og koncentrationslejren i Auschwitz…
Det blev, som man kunne forvente - og som vi var blevet advaret om, en chokerende og voldsom oplevelse. Men ikke desto mindre et must, følte vi alle, når vi nu var på stedet.Auschwitz…

Næste morgen gik det så løs med oplevelserne, og den første der ventede os var Wandas overdådige morgentraktement.
Frank havde planlagt en nærmest endeløs række af udflugter og events og var ivrigt opsat på at vise os alle herlighederne.
   . . . Ergo, der var ikke et minut at spilde.

Jeres undertegnede vrælede som pisket under hele seancen, men det skal man nu ikke lægge så meget i. Jeg vander høns bare en ælling er blevet væk fra sin mor.

Resten af dagen susede vi rundt i bjergene. Spiste ved et populært feriemål, og besteg en bjergtop med en enestående udsigt. Men mest kørte og kørte vi, mens vi sugede skønheden og indtrykkene ind. Og hen under aften hastede vi af sted ned fra bjergene, for Frank havde lovet Wanda at vi var hjemme til spisetid.
I farten, på vej ned indtraf en mindre krise, fordi bjergbønderne i Polen er slemme til at lade deres husdyr rende rundt, hvor som helst. Hvilket resulterede i at Ingolf,  meget mod sin vilje! kom til at nakke en høne. (Heldigt det ikke var en ko, når det nu skulle være!!)

Uden flere voldelige episoder nåede vi hjem til Wandas overdådige aftentaffel –

    - og til en stærkt ophidset Wanda!

 Det viste sig nemlig at de mange beskidte Turklubbere dagen forinden havde givet Franks gode brønd åndenød, så den havde hostet rust i stedet for vand, i hovedet på hende hele dagen.

Episoden medførte nogen opstandelse, indtil John Web handlekraftigt kom til stede og med et snuptag gjorde det af med hønen, idet han med de bare næver skilte hovedet fra kroppen!  Ja.. altså ikke sådan i rent fysisk forstand… Men som han beroligede de lettere bestyrtede omkringstående med, så var den nu - temmelig ledeløse fugl - der fes af sted over grønsværen, skam hamrende død, og led bare af de sidste krampetrækninger!

På stedet blev det vedtaget indskrænke badningen til en gang ”truckervask” og rationere toilet skyllene til et pr. mand pr. dag.
Sort uheld!!!

Næste morgen var Wanda ekstra tidligt på færde. Ud over det overdådige morgenbord (uanset tidspunkt på døgnet, denne kvinde tryllede konstant overdådige måltider frem, så snart hun så os) havde hun nemlig, sammen med et par Turklub piger, travlt med at fremstille snesevis af sandwiches til dagens udflugt…

En rigtig stroppetur!!
Atter engang gik turen op i bjergene.

Vi blev forberedt på en spektakulær klatretur ad stejle hårnålesving op til dagens attraktion:
En gang tømmerflåde rafting ned ad den flod, der danner noget af grænsen til Slovakiet.
Spændende lød det, så vi spyttede i næverne og begav os af sted.
Et par timer regnede Frank med at opturen ville tage, men eftersom Franks tidsplaner havde vist en tendens til at skride en smule, lagde vi i vores stille sind lidt til.

Fire timer senere parkerede vi, svedige tørstige og udmattede på ”bjergets top”, og gik i gang med at leje vores både. Det gjorde rigtig godt da vi langt om længe kunne slå røven i tømmerflåderne, og stikke tænderne i Wandas sandwiches.

Det er vel overflødigt at nævne at de næste par timer bød på panoramaer af næsten overjordisk skønhed, som vi gled igennem på vores tømmerflåder - i et yderst adstadigt tempo.
Så adstadigt at vi hen mod slutningen af den to timer og tre kvarter lange sejltur, begyndte at skæve bekymrede til klokken. 

Vi havde jo også fire timers køretur hjem, og motorcyklerne befandt sig,  guderne må vide hvor?

 – og hjemme skulle vi alle 25 nå (efter truckerbadet) at skifte til stiveste puds, for Frank og Wanda havde arrangeret gallamiddag på byens fornemmeste restaurant til os om aftenen.

Vi belavede os på at køre hjem, som havde vi Fanden selv i hælene. . .

Ved et pitstop ved syvtiden havde vi endnu langt over to timers kørsel hjem. Og ingen af os flere kræfter tilbage. Med møje lykkedes det at overbevise Frank om at vi blev nødt til at udsætte gallamiddagen, snuppe en pølse, og tage skraldet fra Wanda som mandfolk.

Totalt udmattede og fortumlede af indtryk nåede vi hjem ud på aftenen.  Hvor vi én efter én gik omkuld, - mens Wanda,  (nu da hun ikke skulle sørge for overdådig servering til os) gav sig i kast med at sylte en ordentlig omgang kirsebær!!

Og vi fik brug for en god nattesøvn.

Næste dag stod der nemlig Krakow og Kultur på programmet! (Og vi tøser spændte tillige i smug forventningerne op til en gang powershopping)
Køreturen derind, forsikrede Frank, var ingenting at snakke om – ca. en time! (bob, bob) og til parkering af cyklerne havde han for længst udset en lækker indhegnet og bevogtet P-plads, som dog viste sig at tilhøre en privat tennisklub, der bestemt ikke var til sinds at låne den ud til nogen som helst.
Endnu engang var Franks møjsommelige planlægning ramt af sort uheld.

I skal nu forestille Jer følgende sceneri:  Storby med stegende middagshede og 25 utålmodige folk, med korte lunter og ømme kroppe efter fire dage, uafbrudt i sadlen. 

Heldigvis havde vi Wanda med! og hun fik, ved hjælp af modersmålet og løfter om godt med zloty, overbevist tennis folkene om at vi sagtens kunne holde der! - sådan lige rundt om tennisbanen med vores fjorten motorcykler! 

Jeg er bange for at vi lige i de øjeblikke var temmelig umulige at styre, og det var der, at man kunne iagttage en tordenfarvet aura brede sig hele vejen rundt om ViragOles store legeme.

Vi fik set Krakow, - om end vi gik lidt hurtigt hen over det historiske, og ud på eftermiddagen da heden var på sit højeste, var det blevet tid til at besøge en populær restaurant. Frank havde nemlig sat sig for, at introducere os for en meget berømt - og meget solid national specialitet: PLATSKI !

Og alle ville vi noget forskelligt. Nogen shoppe,  nogen gå og snuse  - og nogen ville ha’ skygge - og ØL!  Stakkels, stakkels Frank, der bare så gerne ville vise os de historiske og kulturelle topattraktioner i byen. 
 

Desuden havde vi dagen igennem fået meldinger fra Alex (Berg), der var på vej fra Swinoujscie for at slutte sig til os, og det lykkedes lige akkurat at nå hjem, så vi kunne tage imod en møgbeskidt og vindblæst Alex, der havde kørt fra den årle morgen.
Staklen virkede en smule forkommen, og Henrik besluttede at pifte ham lidt op ved hjælp af 80 % rom.

Efter et velsignet ophold i den airconditionerede restaurant – og med maverne fyldt godt op med Platski,  faldt alle gemytterne helt til ro, og vi blev kun svagt ophidsede og knurrede en anelse da Frank optimistisk foreslog en lille aftentur når vi kom hjem! Op til hans jagthytte i bjergene! Bare en god halv times kørsel! - og tilsvarende klatretur op gennem skoven!  - Forslaget faldt til jorden med et brag!!

Nogen mente at der bare skulle rigeligt
 med godtøl til, mens andre igen konsekvent hævdede, at det eneste den mand trængte til, var en gang gedigen polsk vodka.

Den aften fyldtes hele huset med syngende og dansende vodka klovner, som ikke tav stille før en ny dag gryede over bjergtoppene.

Og hvilken dag var der ikke i vente til os! Vi skulle op i bjergene, skulle vi. Op og besøge Frank og Wandas fantastiske jagthytte. Og tilberede vores ”lunch” over lejrbål i det fri. Til det formål gik vi, under ledelse af Wanda, i gang med at læsse firehjulstrækkeren med alskens mad og drikke - -

Ja, det vil sige  - vi tog det ikke så nøje med drikkevarer – for som Frank sagde, så havde hytten sin helt egen brønd med det skønneste kolde kildevand. Vodka klovnerne fra aftenen før, der hverken sang eller dansede længere, rullede med de blodskudte øjne og slog smæk med tungen - og smed et par ekstra vanddunke i Toyotaen

Bedst som vi alle endelig holdt pakket og klar til afgang, i den stegende sol, iført alt vores sorte tøj (vodka klovnerne jamrede sagte) - og bare lige ventede på at Wanda fik rørt en gang hvidløgs smør til vores frokost. SÅ indtraf katastrofen: Septiktanken eksploderede! – Nåh ja, eksploderede er måske så meget sagt. Men dog noget af en nedtur for vores hårdt prøvede vært, at stå i 30 graders hede, og i lort til knæene, med 25 liggende gæster, der ”skal” konstant. (Wandas overdådige serveringer, I ved nok!)
Frank bevarede fatningen, greb mobilos, og tilkaldte slamsugeren.

Det meste af vejen op til hytten var motorcykelvej. Da den sluttede kunne man vælge mellem følgende muligheder: Tage turen til fods. En rask skovvandring, sagde Frank, på godt en halv time (bob, bob) – og pegede på en sti der førte lodret op mellem de høje tætte træer. De hårdest medtagne vodka klovner kunne køre med Jørgen og provianten i Toyotaen, - og de friske, eller tossede om man vil, kunne køre kværn! Det kunne lade sig gøre fordi Frank og Wanda, gennem tre år møjsommeligt og med de bare næver havde brolagt det sidste stykke vej op til hytten, med sten samlet i omegnen. Et enormt projekt! 

Alle begav vi os til vejrs på hver vores måde. Og lad mig sige det sådan: Let var det ikke. Hverken for de kravlende eller kørende. De kørende mødte voldsomme, uforudsete forhindringer, idet Frank og Wandas møjsommelige brolægning viste sig at være skyllet væk af en oversvømmelse. Firehjulstrækkeren kom på sit livs opgave, så kan I jo selv gætte hvordan de to galninge på deres Drags havde det.
De kravlende måtte efterlade et par halvdøde, dehydrerede kammerater på halvvejen og kravle videre op efter vand.

Op kom vi alle langt om længe. – Til en  KRISE! Frank havde glemt nøglen til gitterporten! Jørgen afværgede en polsk skideballe, og Frank vendte sin motorcykel og forsvandt grinene ned af bjerget igen - tilbage til hotellet efter nøglen. Imens lavede vi andre hul i hegnet og gik i gang med at rigge an til bål og frokost. En deling blev sendt ned til den nærliggende brønd med alle de tomme dunke. Kun for at opdage at nabobonden havde smidt en slange i Franks dejlige brønd og tømt den!

Det var i det øjeblik, at jeg begyndte at få en mistanke om, at der muligvis havde været noget lusk ved den lykkebringende, storskidende måge i Swinoujscie
Hvorom alting er, så lykkedes det nok engang for Wanda (de primitive forhold til trods) at stable et overdådigt måltid på benene til os.

Om eftermiddagen kravlede vi videre rundt i bjergene, nød solen, smovsede i vilde kirsebær,  indsugede vederkvægende bjergluft, og samlede appetit til aftenens gallamiddag på den fine restaurant. En totaloplevelse, hvor vi iført vores fineste (og reneste, efterhånden) outfit, indtog et mindeværdigt måltid i en helt forrygende middelalder kulisse. Og så var det tid at tage afsked med Jørgen, Marianne og rollingerne, der næste morgen drog videre til Italien.

Vi andre fulgte dem et stykke på vej, vinkede farvel og smuttede så ind og sagde hej til en stedlig Yamaha forhandler. Han viste os sine motorcykler og bød på en kaffetår, og vi forærede ham nogen Virago Danmark, og Turklub mærker vi havde i lommerne.
Frank forslog at vi skulle køre op og se, hvor polakkerne står på ski om vinteren. Uheldigvis havde en kæmpe sky lejret sig lige omkring den pågældende bjergtop, og forhindrede ethvert udsyn, så vi fik ikke rigtig noget indtryk af området.

Til gengæld faldt vi over et forrygende ”Alpe Hotel” og da vi fjorten motorcykler buldrede ind på parkeringen, kom en delegation bestående af fem kokke i fuldt ornat spurtende ud og gav sig til at fyre op i en gigantgrill. Vi blev fodret grundigt af, lyttende til herlige klassikere fra sen-firserne, afspillet med en passion, så det gav genlyd mellem skiløjperne.. Udover den utrolige grill rådede hotellets udendørsservering nemlig over et musikanlæg, tilkoblet et sæt kolossale højtalere, og de polske kokke vidste nok, hvad der skal til når stemningen skal i vejret.

Om eftermiddagen stod den på ”bjergkørsel for viderekomne”  dvs. primitive veje, formet til de vildeste hårnålesving, en kolonne på fjorten motorcykler og en sigtbarhed på 0 !  Tju hej, hvor det gik, men vi var jo ved at være hard core i bjergene. Så nok engang returnerede vi i god behold hjem til Wanda, der nok engang havde overgået sig selv, hvad angår overdådig servering, og tilberedt et afskedsmåltid der var konger værdigt. Vi var nået til vores sidste aften i syd Polen.

Frank blev nede hos Wanda, og  Robert tog med os på hjemturen som guide og tolk.
Ved vores halvvejs stop oppe i Lubin ventede vores onde ånd: Hotelfatter – med den sørgelige nyhed, at der desværre alligevel ikke var nogen værelser til os – fordi der var kommet et lokalt bryllup i vejen! (skide måge, tænkte jeg i smug!)Vi gad ikke diskutere med idioten og kørte de 8 km. hen til vores gamle venner og redningsmænd. Her rokerede man lidt rundt med brudepar og gæster og fik – viola – tryllet værelser frem til os alle.

Altså, jeg ved ikke hvorfra udtrykket: ”at leve på polsk” stammer, men jeg kan med sikkerhed slå fast,  at i omegnen af byen Lubin er skikken i hvert fald ikke særlig udbredt. For mage til giftelystent folkefærd skal man da lede længe efter. Og det gik op for os at serpentinerne og ballonerne i loftet i hotellets restaurant var en fast del af  stedets udsmykningen.

Vel hjemme i Danmark igen kan vi se tilbage på en fuldstændig fantastisk, vanvittig, til tider helt surrealistisk, men hylende skæg uge. Og det går op for os, hvor hamrende heldige vi har været.
Tænk at tage af sted, så mange mennesker og så mange motorcykler til så mærkeligt et sted som Polen, og slippe godt fra det!

For når alt kommer til alt, var alle de uheld vi oplevede under vejs, dog ikke værre end at vi skreg af grin af genvordighederne så snart de var ovre.
Han var nok  alligevel okay… ham vores mågefætter fra Swinoujscie.

    Mette  -  Virago MC Turklub  -  sept. 2003